Referat 2006

Referat fra møde i Vestervang vejlaug
Dato: 18.marts 2006, kl. 14:00 i Gørlev hallen
Følgende medlemmer af vejlauget var repræsenteret:

Lindevej 3, Lise Jensen Mosevænget 9, Eigil Hansen
Lindevej 7, Jacob & Anne-Karina Winther Rønnevej 9, Tove & Sten Preisler
Lindevej 11, Preben & Pia Nielsen Sandstien 2, Bent Hansen
Lindevej 15, Erling & Marianne Karlshøj Sandstien 3, Bernt Olsen
Mosevænget 2, John & Ebba Andersen Sandstien 8, Nina & Eggert Sørensen
Mosevænget 4, P. Bødker & Charlotte Bygballe Tjørnevænget 1, Ida & Arne Lund
Mosevænget 5, Kirsten Hansen Tremandsmarken 20, Peter Bilenberg
Mosevænget 6, Sten & Ruth Jørgensen

1. Formandens beretning.

Formanden takkede for ordet og lagde ud med at repetere enkelte hovedpunkter fra nyhedsbrevet udsendt i januar.

Herefter fremførte formanden en beretning med mange personlige indtryk fra året der var gået, med oplevelser lige fra stormen i januar 2005 med flere væltede træer, visne fyrre- og nåletræer, den varme sommer, strandens tilstand, badevands­temperatur til det lune efterår.

Arne roste NVE for deres arbejde i forbindelse med nedgravning af el-kabler, hvor der nu er ryddet godt op, således at det stort set ikke er synligt at der tidligere har stået el-master. Dog er arbejdet gået lidt ud over vejskiltene, specielt det første skilt ned til området der står skævt, hvilket kan give et noget derangeret indtryk.

I forbindelse med vejdagen 2005 takkede formanden både for det store fremmøde, sponsorater af øl, vand og sandwichs (det må godt blive en tradition) samt hans valg til formandsposten og den tillid der blev vist ham ved denne lejlighed.

Omkring stranden bemærkede Arne at dens flotte tilstand dog i en periode var blevet skæmmet af ”resterne af et hedensk Sct. Hans bål” hvorfor han opfordrede til at holde stranden ren og pæn, da det er i alles interesse.

Ligeledes henstillede formanden til at kørende på vejlaugets veje overholder de hastighedsbestem­melser der er aftalt, altså kørsel efter forholdene og maks. 20 km/t.

På det kommunale område fortalte Arne, at Gørlev kommune havde vedtaget, at gøre Lindevej gennemkørende fra Tremandsmarken til Nørrevang. Han opfordrede i den forbindelse til at vejlaugets medlemmer, i videst mulig omfang, benytter Tremandsmarken til og fra området, for ikke at slide og støve på de øvrige foreningers veje langs Lindevej.

Han konstaterede yderligere at ”udstykningsspøgelset” var forsvundet, da kommunen nu havde fået tilladelse til udstykning af 170 grunde ved Drøsselbjerg.

Formanden sluttede sin beretning med at takke bestyrelsens medlemmer for et godt og konstruktivt samarbejde, og opfordrede medlemmerne til at kontakte bestyrelsen, omkring steder der trænger til vedligeholdelse eller andre emner, der ønskes taget op.

Under bemærkninger til beretningen fortalte Pia Nielsen, at Gørlev kommune havde accepteret at betale for åbningen af Lindevej, hvilket skulle være nævnt i lokalpressen.

Bent Hansen (Sandstien 2) efterlyste personer til at overtage vedligeholdelsen af de tre bænke på strandarealet, hvilket hurtigt blev besluttet indført, som et fast punkt på vejdagen.

Herefter blev formandens beretning godkendt.

2. Regnskabet for 2005.

Charlotte fremlagde regnskabet for 2005 og fortalte at en del af indbetalingerne var faldet noget sent, hvilket havde medført likviditetsproblemer, så regningen til Jens Vagn var blevet betalt over to omgange. I den forbindelse opfordrede Charlotte medlemmerne til at overholde betalingsfristen, så lignende situationer ikke opstår i fremtiden.

Medlemskabet til Dansk Naturfredningsforening blev valgt bibeholdt.

Da der ingen bemærkninger var til regnskabet, blev det godkendt.

3. Valg til bestyrelsen

Under punktet ”valg til bestyrelsen” fortalte formanden at bestyrelsen p.t. kun består af 4 personer, men der er plads til 5. Derfor opfordrede formanden til, at man i forsamlingen fandt et 5. medlem.

Forsamlingen pegede (meget hurtigt) på Jacob Winther, som accepterede posten som bestyrelsesmedlem og blev valgt ind.

Formanden pointerede at bestyrelsen nu var fuldstændig bestående af:

    • Formand Arne Lund
    • Næstformand Erling Karlshøj
    • Kasserer Charlotte Bygballe
    • Bestyrelsesmedlem Preben Jensen
    • Bestyrelsesmedlem Jacob Winther

4. Planer for 2006

Bestyrelsens planer for 2006 gik i korte træk ud på at udbedre de enkelte skader der er sket på Tremandsmarken i løbet af vinteren. Dette er et område med huller omkring 100 m. efter asfaltvejens ophør, mellem Rud’s gård og sommerhusområdets begyndelse samt ud for Tremandsmarken 10.

Formanden anbefalede – på trods af det forholdsvis lave aktivitetsniveau – at bibeholde nuværende kontingentstørrelse, begrundet i opbygning af en reserve til ad hoc vedligehold af vejene udenfor sæsonen. Yderligere kan der frygtes et økonomisk pålæg fra kommunens side i forbindelse med åbningen af Lindevej. Dog bør der være udsigt til en nedsættelse i 2007.

Herefter fulgte en debat, specielt omkring stykket af Tremandsmarken ud for nummer 10, hvor flere udtrykte utilfredshed med at skulle bidrage til ”gentagende uholdbar løsning” at fylde huller.

Der blev fremført forslag om at placere et læs materiale ud for Tremandsmarken 10 og pålægge lodsejer at vedligeholde stykket hele året.

Bestyrelsen valgte dog at udskyde denne beslutning til vejdagen.

5. Indkomne forslag

Charlotte fortalte at det eneste forslag der var kommet, var fra Thorkild & Mette Vibæk, som i korte træk gik ud på, at udvide vejdagen med et efterfølgende grillarrangement på sammen­skudsbasis.

Forslaget blev enstemmigt vedtaget under forudsætning af at man selv sørgede for mad og drikke.

6. Eventuelt

Under punktet bad Jacob Winther om at bestyrelsen undersøgte muligheden for at anskaffe og opsætte yderligere to ”Pige med bold” skilte. Charlotte lovede at følge op på dette.

Da der ikke var flere bemærkninger, takkede formanden bestyrelsen og forsamlingen og lukkede mødet.


!! HUSK !!

Kontingent 2006:                    500 kr. bedes indbetalt senest 1.maj 2006

Vejdagen 2006 :                      26.maj 2006 klokken 10:00